Rengøring er skruen uden ende
Det er de færreste, som ser frem til hovedrengøringen i hjemmet. For langt de fleste er rengøring et nødvendigt onde, som man skal tage tilløb til at få ordnet. Majoriteten af den danske befolkning har det med at skubbe rengøringspligterne foran sig, så det til sidst er en stor og uoverkommelig opgave at gøre boligen ren. Det er der bestemt heller ikke noget at sige til, da rengøringen virker som et evighedsspil, hvor man skal udføre de samme handlinger igen og igen og igen og…
Denne uendelighedsfølelse er skam også langt fra fantasi. Så snart en overflade er tørret af, begynder der så småt at samle sig støv og skidt på ny. Derfor bliver du aldrig helt færdig med rengøringen. Rengøring er cirkulær og derfor en fast del af de praktiske gøremål, som vi mennesker er nødt til at udføre med jævne mellemrum.
Det pligtmæssige element i rengøring gør ikke projektet mere attraktivt. Tværtimod. Nogle mennesker vælger at lade tingene stå til i lang tid og så give hjemmet den helt store tur en håndfuld gange om året. Andre har faste rengøringsdage, hvor de løbende holder skidtet på afstand. Begge dele kan være belastende og trættende. Men du kan faktisk gøre din rengøring mere overkommelig, hvis du virkelig ønsker det.
Sådan reducerer du rengøringstiden
Hvis du gerne vil have, at rengøring skal fylde mindre i din bevidsthed, er der flere ting, du kan gøre. Først og fremmest må du slutte fred med, at rengøring er en fast del af livet. Ved at gå og spekulere på det og brokke dig over det, bliver rengøringen en større del af din tilværelse, end du ønsker. Når først du har accepteret, at rengøringen er kommet for at blive, vil du opleve, at det fylder mindre for dig mentalt. Herefter kan du implementere følgende tips og tricks, så din rengøring bliver så hurtig og effektiv som overhovedet muligt:
- Prioriter hygiejne fremfor æstetik.
Alt for mange bruger tid på at få hjemmet til at fremstå rent og pænt til ære for gæster, men i realiteten er rengøring vigtig for sundheden. Det er derfor en god idé, at du fokuserer på den overordnede hygiejne og nedprioriterer de andre områder. I den forbindelse er køkkenbordpladen, toilettet samt håndtag og kontakter de steder, som du bør koncentrere dig om i din rengøring.
- Hav en rengøringsvenlig indretning.
Det, som tager allerlængst tid, når du gør rent, er at flytte rundt på ting og sager. Du kan derfor optimere din rengøring markant, hvis du reducerer mængden af nips og dimser i dit hjem. Forestil dig, hvor hurtigt du kan tørre vindueskarmen af, hvis du ikke skal flytte fem lysestager og syv potteplanter først.
- Indfør renlige rutiner.
Som allerede nævnt, er rengøring ikke til at komme udenom. Men hvis du sørger for at indføre gode rutiner i hverdagen, kan omfanget af rengøringen mindskes markant. Det drejer sig eksempelvis om at stille ting på plads med det samme efter brug, sætte brugt service direkte i opvaskemaskinen og have et afgrænset område til beskidt fodtøj. Rutiner som disse er noget, som du skal aftale med hele husstanden, men det kan ende med at gøre en kæmpe forskel for den tid, du ugentligt bruger på rengøring.
Vedligehold rengøringsrutinerne
De renlige rutiner er et afgørende led i vedligeholdelsen af et rent hjem. Det handler om at gøre rengøring til en vane, så du ikke længere forholder dig aktivt til det at gøre rent. Du kan for eksempel gøre det til en fast handling at skrubbe fliserne i bruseren, når du er i bad. Eller du kan lave en rutine ud af at køre en våd klud henover spisebordet efter hvert måltid. Det er disse små tiltag, som gør det mere overskueligt at opretholde orden og god hygiejne derhjemme.




